Gyldendal bygger ny, slagkraftig organisation rettet mod det private bogmarked
Dato: 28. august 2014

”Vi omorganiserer, så vi forbedrer vores markedsposition i den transformation, som forlagsbranchen står midt i.”

Sådan siger administrerende direktør i Gyldendal-koncernen, Stig Andersen, om den nye struktur for den forlagsenhed i moderselskabet, som retter sig mod det private marked.

Her udgives cirka 400 nye titler om året, og de bliver fremover til i et tæt samarbejde mellem tre enheder, bundet sammen af en tværgående styregruppe. En komplet omstruktureret salgs- og marketing-enhed har til formål at sikre den tættest mulige relation mellem boglæserne og de to nye redaktionelle enheder:

Fiktions-enheden, som under ledelse af litterær direktør Johannes Riis rummer Gyldendal Skønlitteratur, Børn&Unge og en nyetableret kulturlitteratur-redaktion.

Og nonfiktions-enheden under ledelse af direktør Lise Nestelsø, som omfatter den hidtidige Fakta-afdelings emneområder, men også Gyldendal Business og den store portefølje af krop, sind og ånd-titler, som fulgte med Gyldendals overtagelse af Borgen.

Der etableres endvidere en styregruppe bestående af souschefen i fiktions-enheden, Merete Borre, lederen af marketingafdelingen, Mette Holbæk, og direktør Lise Nestelsø. Styregruppens funktion er at tage sig af det tværgående samarbejde, at prioritere og koordinere nye udgivelsesområder, nye formater, have fokus på effektiviserings- og optimeringsprocesser og skabe de bedste rammer for den samlede innovation. Gruppen refererer til Stig Andersen.

Som en del af det øgede fokus på relationen til markedet, er marketing-afdelingen gennem de seneste måneder blevet forstærket med erfarne kapaciteter fra både musikindustrien, magasin- og modebranchen og nogle af landets største online-nyhedsmedier.

En række aktiviteter med strategisk betydning for koncernen som fx Gyldendal Group Agency, hovedforhandlinger om digitalt salg til det private marked, offentlige partnerskaber samt optimering af digitale workflows samles i Koncernstrategi og rettigheder under ledelse af Elisabeth Nøjgaard.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst

adm. direktør Stig Andersen på tlf. 33755750

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail